Hvad bestemmer prisen på guld?
Prisen på guldbarrer bliver udregnet ud fra:
- Kvaliteten eller renheden
- Vægten eller størrelsen
- Designet
- Guldkursen
Alle guldbarrer Nyfortuna forhandler, er LBMA godkendte. Det betyder, at du er garanteret, at guldbarren vejer det den skal, og renheden er på minimum 99,99% – også kaldet finguld, 24 karat guld eller 4N guld.
Jo større en guldbar du køber, desto billigere er guldet pr gram. Det er fordi der findes en formpris på guldbarrer – altså hvad raffinaderierne skal have for at lave barrerne. Derfor kan du f.eks. også finde syv forskellige 100 g guldbarrer i vores webshop – guldindholdet og vægten er den samme, men nogle design er dyrere at producere. Dertil kommer en slags ”mængderabat” – du får prisen billigere pr. gram, hvis du køber 1000 gram end hvis du køber 10 gram.
Markedet som regulerer guldkursen
Der er mange faktorer der påvirker prisen på guld, blandt andet:
- Centralbankernes guldreserver
- Den amerikanske dollar kurs
- Verdens smykke- og industriefterspørgsel
- Formuebeskyttelse
- Spekulation
- Guldudvindingen
Centralbankernes guldreserver
Centralbanker i hele verden køber guld som en del af deres valutareserver for at diversificere.
Den danske Nationalbank havde f.eks. ved udgangen af 2020 samlet set 66,5 ton guld i reserve.
I 2019 købte verdens centralbanker samlet 650 ton guld, med Tyrkiet, Rusland, Polen og Kina som de største købere. I 2018 købte centralbankerne 656 ton guld, og det er over 50 år siden, der blev købt så meget guld. Centralbankerne ejer cirka en femtedel af alt guld, der er udvundet fra jorden.
Du kan læse alt om Danmarks guldbeholdning her
Den amerikanske dollarkurs
Guldprisen globalt set bliver angivet i amerikanske dollars pr ounce. Så hvis alle andre faktorer ignoreres siger man, at guldprisen som grundregel falder, hvis dollaren er stærk, mens den stiger, hvis dollaren er svag. Ved en lav dollarkurs kan man købe mere guld pr dollar, og så stiger efterspørgslen.
Verdens smykke- og industriefterspørgsel
Da guld er et begrænset produkt, der udvindes og genbruges som det gør, er det påvirket af udbud og efterspørgsel. I takt med at lande som Kina og Indien får en rigere middelklasse, er efterspørgslen på guldsmykker og elektronik kun steget. I 2019 gik halvdelen af alt guld til smykkeproduktion mens 7,5% blev brugt til elektronikproduktion.
Formuebeskyttelse
Når verdensøkonomien er usikker ses der ofte en stigning i guldprisen. Guld er længe blevet set som en ”sikker havn”, når den økonomiske fremtid ser usikker ud som følge af f.eks. inflation eller politiske udspil. Når investorer flytter penge fra de usikre markeder over i guld stiger efterspørgslen og dermed prisen.
Spekulation
Der findes også masser af firmaer, der investerer i guld som spekulation i stedet for formuebeskyttelse. Dette påvirker i sagens natur også udbuddet og efterspørgslen og dermed guldprisen.
Guldudvindingen
De store spillere på guldminefronten Kina, Sydafrika, USA, Australien, Rusland og Peru, bliver bedre og bedre til at udvinde guld. Alligevel er guldproduktionen ikke øget siden 2016. En af grundende til det er at alt det ”nemme” guld fra de eksisterende miner er udvundet. De skal altså dybere ned og længere ud i gangene i jagten på mere guld, hvilket øger den negative miljøpåvirkning, og øger faren for minearbejderne. Det koster mere for mindre guld, hvilket kan påvirke prisen.
En lille del af guldet er genbrugsguld. Hos Nyfortuna tager vi del i denne bæredygtige guldudvinding ved at opkøbe gamle brugte smykker, som alligevel bare ligger hjemme i folks skuffer, og raffinerer det tilbage til rent guld.
Så for at summere op på hvad bestemmer prisen på guld?
For at opsummere er det centralbankernes og privates efterspørgsel på guld, mængden af guld vi kan grave ud af jorden, den amerikanske dollarkurs samt ønsket om en sikker eller øget formue der driver prisen på guld.
Køb guld
Ønsker du at købe guld? Vi har guldbarrer helt ned til 1 gram
Gå til webshop